Beredskabsplan manglende strøm

Denne beredskabsplan håndterer tilfælde, hvor strømmen går, enten fordi strømmen ikke leveres fra bynettet eller HFI-relæer falder i selve bygningens installation. 

Forståelsen af planen kræver, at man har et normalt kendskab til sorte brikker og offline døre, så læs de relevante afsnit her på denne hjemmeside.

 

 

Beredskabsplan for manglende strøm

Hvis bystrømmen går, bliver bygningen strømløs. 

Ejendommen har UPS (UPS fra engelsk Uninterruptible power supply) på dansk: Uafbrudt Strømforsyning. 

Strømmen herfra understøtter dørlåse-systemet med låse-blik og porten ned til parkerings-kælderen.

Hvis strømmen er gået virker elevatorerne ikke – brug trapperne til at komme ned og ud.

Lys i opgange og kælderen er også slukket, brug lyset i din mobiltelefon.

UPS er en kasse med et batteri og noget elektronik og kan ikke holde for evigt. Hvis strømafbrydelsen varer længe, vil UPS’en løbe tør for batteri og vil holde op med at virke – alt fra 10-15 minutter og op til 8 timers forlænget brugstid, typisk i 4 timer. Det er derfor en fordel at gøre følgende før UPS’erne holder op med at fungere:

Porten til p-kælderen

Åbn porten og hold den åben, f.eks. Ved at sætte ”noget” foran de vandrette følere i ca. 50 centimeters højde. Herved vil porten ikke automatisk gå ned igen og når porten ikke længere har strøm, står den så stadig åben. Hvis du ikke har ”nået” at sætte porten i denne stilling og strømmen fra UPS-batteriet ikke længere er tilstrækkeligt, så er der et håndtag på indersiden i højre side, man kan trække i og derved få porten til at gå op. Det kan være en god idé at sætte nogen til at ”passe” porten, hvis den skal stå åben i længere tid.

Adgang til p-kælderen via den røde dør mellem punkthusene i nr. 23 og 25

Denne dør er en såkaldt offline dør, som burde fungere uanset om der er bystrøm eller ej med de sorte brikker. Via denne kan du altid komme ned i kælderen til fods.

Adgang til kælder-rum og opgangene 3, 11 og 19 (Nødudgange) fra kælderen

Hvis man er i kælderen, kan man altid komme ud via nødudgangene, som er belyst med ”grønne” skilte i kælderen. Dette gælder for opgangene 3, 11 og 19. I disse opgange kan man via en trappe komme op i stue-niveau og videre op til alle lejligheder i disse opgange. Man kan også trykke dørhåndtagene ned og komme ud på gaden uanset om der er strøm eller ej.

Adgang til opgange, som ikke fungerer som nødudgange fra kælderen

Hvis en udgang ikke er en nødudgang, er der typisk IKKE en trappe til stue-niveauet. Du kan altså ikke komme fra kælderen op i disse opgange. Hvis UPS-strømmen er gået, fordi bystrømmen har været fraværende i lang tid, virker dør-systemet heller ikke. Eneste mulighed er viceværten, som har en fysisk nøgle, som kan låse op. Bemærk, at du altid kan komme ud ved at trykke dørhåndtaget ned, men du kan ikke komme ind igen, hvis døren lukker bag dig.

Anbefalinger til aktions-plan straks bystrømmen går

Placér en person ved parkerings-kælder porten og sæt noget over føleren, så automatikken ikke kører porten ned igen.

Sæt noget i hoveddørene således, at man kan komme ind igen. 

Ring til viceværten og skaf nøglen til hoved-dørene og døren indtil port-automatikken.

Bemærk: I en nødsituation er det i orden at slække på sikkerheden f.eks. I forhold til fortsat at kunne komme ned i parkerings-kælderen eller ind i opgangene til lejlighederne.